Højeste investeringsniveau nogensinde

Fibertex Personal Care har i det forgangne år gennemført den mest vidtrækkende investeringsplan nogensinde. I 2016 blev investeringer for ikke mindre end 650 millioner kroner igangsat til både kapacitetsudvidelser, kvalitetsforbedringer og miljø- og energioptimeringer. Herved cementeres virksomhedens position som frontløber inden for kvalitet, service og corporate responsibility (CR). Det blev sidste år belønnet af Procter & Gamble med den absolut højeste udmærkelse.

 

Fibertex Personal Care med hovedsæde i Aalborg er verdens 5. største producent af ikke-vævede spunbond/spunmelt tekstiler og står for ca. 10 procent af verdens samlede produktion. Denne position blev konsolideret i 2016, hvor investeringer for et større trecifret millionbeløb blev sat i værk.

Den største enkeltinvestering er på 400 millioner kroner og indebærer etablering af en helt ny fabrik i Malaysia, der skal huse virksom-hedens 8. produktionslinje. Fibertex Personal Care har i dag tre produktionslinjer i Aalborg, Danmark og fire i Nilai, Malaysia, og da det eksisterende site i Malaysia ikke kan rumme flere udvidelser, bygger Fibertex Personal Care en ny fabrik ca. 25 km fra den eksisterende. Byggeriet er allerede godt i gang, og fabrikken vil være i fuld drift i 2. halvår 2017. Virksomhedens samlede kapacitet øges herved med knap 20.000 ton til 138.000 ton om året, og det giver en kapacitetsudvidelse i det hastigt voksende marked i Asien på ca. 20 procent.

Blødhed er alfa og omega

Fibertex Personal Care har desuden investeret i en opgradering af fabrikken i Aalborg. Her har et investeringsprojekt på 100 millioner kroner muliggjort produktion af helt nye, bløde og stoflignende produkter. De ikke-vævede tekstiler fra Fibertex Personal Care anvendes som hovedbestanddel i bleer, femcare- og inkontinensprodukter, og forbrugerne i både Europa og Asien har i stigende grad et ønske om større lighed med bomuldsprodukter, og her kan Fibertex Personal Care noget helt specielt. Virk-somheden har i årtier forsket i at øge blød- og finheden i produkterne, og de nyeste landvindinger implementeres løbende i de to fabrikker i Nilai og Aalborg.

Stort potentiale i print

Fibertex Personal Care har også investeret betydeligt i sine printaktiviteter i 2016. Printvirksomheden Innowo Print i Ilsenburg, Tyskland, som Fibertex Personal Care var med til at stifte i 2008 og som i 2014 overgik til fuldt ejerskab, beskæftiger i dag godt hundrede medarbejdere. Der er i 2016 investeret 50 millioner kroner i at udvide med en 4. printlinje i Tyskland og andre 50 millioner kroner i etablering af den første printlinje i Malaysia. Sidstnævnte er interessant, idet der er tale om en unik teknologi til farveprint direkte på nonwovens-materialerne. Fibertex Personal Care er således den første producent i Asien, der eksempelvis kan printe bamsemotiver direkte på bleens yderstof.

20 procents reduktion af nyproduceret polypropylen

Fibertex Personal Care har i 2016 også investeret yderligere i genanvendelse og energiopti-mering. Mere end 97 procent af alle kasserede materialer i både Nilai og Aalborg bliver nu smeltet om og genanvendt. Det betyder, at rug af nyproduceret polypropylen – det vil sige råvarer fremstillet fra den rene råolie – er reduceret med 20 procent de seneste år. Det er godt for både miljøet og for økonomien, og det er generelt kendetegnende for de mange miljø- og energiprojekter, som Fibertex Personal Care igangsætter.

Omfattende aftale med Energistyrelsen

Produktionsprocessen hos Fibertex Personal Care er forholdsvis energikrævende, og 80 procent af energiforbruget er el. Men også her sker der konstant forbedringer til fordel for både klima og bundlinje. Fibertex Personal Care har i 2016 indgået en omfattende aftale med Energistyrelsen om energieffektivisering. Det er en treårig tilskudsordning, der forpligtiger gensidigt, og hvor Fibertex Personal Care på den ene side opnår en reduceret PSO-afgift og på den anden side skal sætte en række energioptimeringsprojekter i gang. Fabrikkerne i Aalborg og Ilsenburg er i den forbindelse begge blevet ISO 50001-certificerede. Det er en certificering inden for energiledelse, og alene i Aalborg forventes en besparelse på 1.500 MWh el om året, svarende til 250 husstandes årsforbrug, når alle projekterne er gennemført.

CR, kvalitet og service åbner nye døre

Initiativer inden for virksomhedens samfunds-ansvar (corporate responsibility), kvalitet og service er i det hele taget blevet et varemærke for Fibertex Personal Care, og det tæller kraftigt hos kunderne, der er nogle af verdens største koncerner som Procter & Gamble, Kimberly Clark, SCA og Ontex. Senest er Fibertex Perso-nal Care i oktober 2016 blevet tildelt ”External Business Partner of the Year Award” af verdens største forbrugsvareproducent Procter & Gamble. Det skete i koncernens amerikanske hovedsæde i Cincinnati, Ohio, hvor adm. direktør Mikael Staal Axelsen personligt fik overrakt prisen. Prisen tildeles hvert andet år til nogle få udvalgte virksomheder blandt Procter & Gambles cirka 50.000 leverandører world wide og er sandsynligvis en af de højeste udmærkelser, der kan opnås inden for forbrugsvareindustrien.

I det hele taget åbner Fibertex Personal Cares tilgang til CR, kvalitet og service konstant nye døre. Det er da også derfor, at virksomheden med Schouw & Co. i ryggen løbende har behov for at udvide kapaciteten med øget top- og bundlinje til følge. Afsætningsmulighederne er gode for en virksomhed med et omdømme, der er blandt branchens bedste, og med nogle produkter, der konstant sætter nye standarder inden for blandt andet blødhed.

Det er fortsat de asiatiske markeder, der  repræsenterer de højeste vækstrater i hygiejne-industrien. Her er den årlige vækst på omkring 10 procent båret af det stigende fokus på hygiejne i middelklassen, og der er stor vækst i de luksuriøse japanske hygiejneprodukter i store dele af Asien. Netop hos de japanske produ-center er Fibertex Personal Care den foretrukne ikke-japanske leverandør. 

Del