Schouw & Co. står bag etableringen af stærk international elektronikkoncern med 7.500 ansatte

Sammenlægningen af Danmarks største EMS-virksomhed, GPV, og den schweiziske konkurrent Enics er nu gennemført. Sammen er de to virksomheder en industrigigant med flere end 7.500 ansatte og en omsætning på mere end 7 mia. kr. Det danske industrikonglomerat Schouw & Co. ejer 80 procent af aktierne i den samlede virksomhed, som har store vækstambitioner for de kommende år.

Sammenlægningen af de to store elektronikvirksomheder GPV og Enics er nu en realitet. Den sammenlagte virksomhed bliver Europas næststørste EMS-virksomhed med en omsætning på mere end 7 mia. kr., og virksomheden har fabrikker over hele verden.

GPV og Enics komplementerer hinanden på en lang række områder. Den samlede virksomhed har fokus på elektronikproduktion med et stærkt og anerkendt operationelt setup, veludviklede design- og udviklingskompetencer og udvikling af testsystemer, mekanik og kabelproduktion. Virksomheden har et stærkt fokus på industriel elektronik og mekatronikprodukter.

Transaktionen er et led i Schouw & Co.s strategi om at foretage langsigtede investeringer i førende industrivirksomheder, og da både GPV og Enics er med helt i front inden for elektronikproduktion og kan drage fordel af hinandens styrker, var det oplagt at slå de to virksomheder sammen.

– Vi har etableret en meget stærk virksomhed, der kan måle sig med de allerstørste EMS-virksomheder i Europa. Vi har betydelige vækstambitioner og har en målsætning om at nå en omsætning på 10 mia. kr. allerede i 2026. Både GPV og Enics oplever stigende efterspørgsel, og ordrebøgerne er fulde, siger Jens Bjerg Sørensen, der er administrerende direktør i Schouw & Co. og bestyrelsesformand i den sammenlagte virksomhed.

Den samlede virksomhed fortsætter under navnet GPV, og Schouw & Co. ejer 80 procent af aktierne, mens det finske familieejede investeringsselskab Ahlström Capital B.V. har en ejerandel på 20 procent. GPV’s nuværende administrerende direktør, Bo Lybæk, kommer også til at stå i spidsen for det nye GPV.

– GPV og Enics er et meget stærkt match, og jeg er glad for, at sammenlægningen nu er en realitet. Jeg er overbevist om, at vi bliver en endnu mere attraktiv samarbejdspartner for vores kunder på et marked, der er under hastig forandring og vækst. Vi ser frem til at eksekvere vores planer for fremtiden, som vi har udviklet i samarbejde med vores nye kolleger fra Enics. Vi ved, at det er en stor opgave og går ydmygt til opgaven, men forventer, at fusionen bliver en stor succes, siger Bo Lybæk.

Det nye GPV har 7.500 ansatte på 19 fabrikker i Danmark, Sverige, Finland, Estland, Schweiz, Tyskland, Østrig, Slovakiet, Sri Lanka, Thailand, Malaysia, Kina og Mexico.

Jens Bjerg Sørensen har ikke kun store forventninger til det nye GPV, men også til udviklingen i hele industrikonglomeratet Schouw & Co., der oplever stort vækst.

– Sammenlægningen af GPV og Enics er et godt eksempel på, hvordan vi kontinuerligt arbejder på at transformere vores virksomheder. Vi er vækstorienterede og ser opkøb som en integreret del af vores strategi. Vi har den finansielle styrke til også i fremtiden at ekspandere gennem investeringer i virksomheder, og på trods af uro i verden og pres på de globale forsyningskæder har vi modet til at investere, når de rigtige muligheder viser sig, slutter Jens Bjerg Sørensen.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

• Adm. direktør Jens Bjerg Sørensen, Schouw & Co., tlf. +45 8611 2222

 

Yderligere oplysninger om GPV kan indhentes på www.gpv-group.com

Yderligere oplysninger om Enics kan indhentes på www.enics.com

Yderligere oplysninger om Schouw & Co. kan indhentes på www.schouw.dk

Del