Schouw & Co. løfter omsætning og indtjening til ny rekord i begivenhedsrigt kvartal

Væksten fortsætter hos industrikonglomeratet Schouw & Co., som i 2. kvartal har præsteret en rekordhøj omsætning på 7,5 milliarder kroner. De seks virksomheder i Schouw & Co.s portefølje oplever fortsat høj efterspørgsel, og sammen med stigende salgspriser har det bidraget til en omsætningsvækst på 34% sammenlignet med 2. kvartal sidste år. Indtjeningen (EBITDA) går frem med 2% til 564 millioner kroner.

Schouw & Co. har i dag offentliggjort et stærkt kvartalsregnskab. Omsætningen i et kvartal overstiger for første gang 7 milliarder kroner og er båret af en fortsat høj efterspørgsel på de produkter, som konglomeratets seks industrikoncerner producerer, samt en god evne til at overvælte prisstigninger på råvarer og komponenter:

– Den stigende omsætning skyldes god efterspørgsel hos BioMar, GPV og Borg Automotive, men også Fibertex Personal Care, Fibertex Nonwovens og HydraSpecma har bidraget til fremgangen. Det er meget tilfredsstillende, at alle virksomhederne stadig oplever efterspørgsel på et attraktivt niveau. Virksomhederne har i stor udstrækning været i stand til at tilpasse sig den aktuelle situation med udfordringer i de globale forsyningskæder og markante omkostningsstigninger på råvarer, energi og fragt, siger Schouw & Co.s adm. direktør Jens Bjerg Sørensen og tilføjer:

– Vi tilstræber fortsat at udnytte vores finansielle styrke, som har givet de seks virksomheder mulighed for at foretage store investeringer i produktionskapaciteten i de seneste år. Derudover har en række strategiske beslutninger banet vejen for interessante forretningsmuligheder, som dygtigt er blevet udnyttet.

Det stærke 2. kvartal kommer ikke kun til udtryk i en rekordomsætning, og EBITDA-resultatet på 564 millioner kroner er det højeste i et 2. kvartal nogen sinde. Den samlede omsætning i første halvår blev således 13,8 milliarder kroner, mens indtjeningen landede på 928 millioner kroner. Krigen i Ukraine har påvirket indtjeningen negativt, og der er indregnet 45 millioner kroner nedskrivninger på aktiver, der er relateret til Rusland.

På trods af fortsatte problemer med de globale forsyningskæder og stigende priser på blandt andet materialer og energi forventer Schouw & Co., at væksten fortsætter i resten af 2022. Industrikonglomeratets forventninger til årets omsætning ligger nu i intervallet 28,8-30,5 milliarder kroner, hvilket er en stigning i forhold til koncernens tidligere udmeldte forventninger i intervallet 27,9-29,8 milliarder kroner. Årets EBITDA forventes at ligge på 2,07-2,27 milliarder kroner, hvilket er en styrkelse i forhold til de tidligere forventninger på 2,02-2,26 milliarder kroner.

– Sammenlignet med 2021 forventer vi nu på helårsbasis en fremgang i omsætningen på ca. 20-25%, og det er tilfredsstillende i en særdeles turbulent tid. Omsætningen kan dog blive påvirket af ændrede priser på råvarer og andre materialer i årets sidste måneder, men vi har iværksat en lang række initiativer for at imødegå den situation, som de fleste industrivirksomheder står i, og vores virksomheder har gjort en meget stor indsats for at afbøde konsekvenserne af de øgede omkostninger, fortsætter Jens Bjerg Sørensen.

De aktuelle udfordringer sætter da heller ikke en stopper for vækstambitionerne hos Schouw & Co. i de kommende år – tværtimod, fortæller Jens Bjerg Sørensen.

– Vi vil også i de kommende år foretage store investeringer i vores virksomheder for at øge kapaciteten, og vi holder hele tiden øje med nye markeder og teknologier, som kan understøtte den meget positive udvikling, som virksomhederne – og dermed Schouw & Co. – er inde i. Vi har en klar forventning om, at langsigtede investeringer vil gøre os endnu stærkere, siger den adm. direktør for Schouw & Co., der beskæftiger cirka 11.000 medarbejdere på 60 fabrikker i 30 lande.

I juni offentliggjorde Schouw & Co, at en af konglomeratets virksomheder, GPV, fusionerer med schweiziske Enics. Transaktionen har en samlet værdi på 4 milliarder kroner og er den største i Schouw & Co.s historie. Schouw & Co. får en ejerandel på 80 procent af et nyetableret holdingselskab, som bliver Europas næststørste EMS-virksomhed (Electronics Manufacturing Services) med europæisk hovedkontor med mere end 7.500 medarbejdere og aktiviteter over hele verden. Transaktionen afventer sædvanlige godkendelser fra myndigheder, og forventningerne til 2022 indeholder ikke nogen effekt fra Enics.

 

Videokonference på engelsk i forbindelse med regnskabet

  •        Tirsdag den 16. august 2022 kl. 15:30

Deltagere bedes benytte dette link: www.schouw.dk/CC2022

 

Om Schouw & Co.

Schouw & Co. blev etableret i 1878 og er i dag et af Danmarks største industrikonglomerater. Koncernen omsatte i 2021 for 24,2 milliarder kroner og havde en indtjening på 2,2 milliarder kroner (EBITDA).

Schouw & Co. har seks industriben fordelt på virksomhederne BioMar, Fibertex Personal Care, Fibertex Nonwovens, GPV, Hydra Specma og Borg Automotive. Schouw & Co. har en meget lang investeringshorisont og udvikler virksomhederne gennem værdiskabende, aktivt og langsigtet ejerskab.

Schouw & Co. er noteret på Nasdaq Copenhagen. Læs mere på www.schouw.dk.

 

 Delårsrapporten kan læses i sin helhed her.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  •        Adm. direktør Jens Bjerg Sørensen, Schouw & Co., tlf. +45 8611 2222
Del