GPV vil fordoble omsætningen frem mod 2022

Danmarks største elektronikproducent, GPV, der er ejet af industrikonglomeratet Schouw & Co., har en ambition om i løbet af de kommende fem år at fordoble omsætningen fra det nuværende niveau på 1,15 milliarder kroner (2017) til 2,5 milliarder kroner i 2022. Målet skal nås gennem udvidelser af eksisterende produktionsfaciliteter i Thailand, Danmark og Mexico samt yderligere opkøb.

Den danske elektronikproducent GPV vil sætte yderligere turbo på væksten i de kommende år. Virksomheden blev i 2016 opkøbt af det aarhusianske industrikonglomerat Schouw & Co., og siden er det gået stærkt for koncernen med hovedsæde i Tarm. Omsætningen var i 2016 på 877 millioner kroner og blev via en kombination af organisk vækst og opkøb løftet med godt 30 procent i 2017 til 1,15 milliarder kroner. Det hidtidige vækstmål har været en omsætningsstigning til 1,5 milliarder kroner i 2020, men den positive udvikling får nu virksomhedens ledelse og ejere til at løfte vækstmålet yderligere:

- Jeg skal være ærlig og sige, at det er kommet bag på os, hvor hurtigt det er gået. Forklaringen er den enkle, at efterspørgslen fra eksisterende kunder såvel som tilgangen af nye kunder har overgået vores forventninger. Det stiller os i en gunstig situation, som vi nu vil bruge som springbræt til realisering af en endnu mere ambitiøs vækstplan, forklarer adm. direktør Bo Lybæk fra GPV.

GPV opererer inden for EMS (Electronic Manufacturing Services), og de primære produkter er elektronik, mekatronik (kombination af elektronik, software og mekanisk teknologi) samt finmekanik (High Precision Mechanics). GPV har en unik tilgang til B2B-markedet, der bedst beskrives som High-Mix/Low-Medium volumen (HMLM). Denne indebærer, at GPV tilbyder et stort antal avancerede højteknologiske produkter og kompetencer, som kunderne kan bestille i små eller mellemstore serier – det kan være både elektroniske delløsninger og færdige produkter (box-build).

Vækst gennem massive investeringer
Væksten skal som hidtil komme fra både organisk vækst og opkøb. GPV beskæftiger i dag 1.400 medarbejdere på virksomhedens fabrikker i Bangkok i Thailand, Guadalajara i Mexico samt i Tarm og Aars i Danmark. GPV har i de sidste halvandet år investeret trecifrede millionbeløb i kapacitetsudvidelser i netop disse lande og er aktuelt i gang med at idriftsætte yderligere SMT-produktionslinjer af nyeste teknologiske standard i både Danmark og Mexico:

- Vi har de seneste år haft en investeringskvote, der er væsentlig højere end vores konkurrenters. Her har vi vist en vilje og evne til at gå foran i markedet og at investere i og sammen med vores kunder. Det er det, der har gjort en afgørende forskel i 2016 og 2017, og det er det, der vil gøre en afgørende forskel også frem mod 2022, fortsætter Bo Lybæk.

Konkret har GPV udvidet elektronikproduktionen i Aars, og virksomheden forventer, at det vil resultere i flere danske elektronikarbejdspladser i den nordjyske by inden for en overskuelig fremtid. Også i Mexico er der en kapacitetsudvidelse på vej, mens den helt store udvidelse planlægges i Thailand:

- Vi har i dag ca. 12.500 kvadratmeter elektronikproduktion i Bangkok. Her er planen at udvide til 20.000 kvadratmeter frem mod 2020. I praksis skal elektronikproduktionen overtage alle de nuværende produktionsfaciliteter, og derfor bygger vi en ny fabrik til vores mekanikproduktion for at skabe den nødvendige plads. Det giver os rammerne til en samlet kapacitetsforøgelse på 60 procent med hovedfokus på elektronik og lidt mindre fokus på mekanik, forklarer Bo Lybæk.

Potentiale i Centraleuropa
Hos Schouw & Co. glæder adm. direktør Jens Bjerg Sørensen sig over GPV’s positive udvikling, og GPV har vist sig at være et godt match til konglomeratets aktive ejerskab:

- Erfaringen viser, at det bedste match for os er danske industrivirksomheder med et stort, uforløst potentiale, som kan opdyrkes og høstes over mange år. Det viste vores forudgående analyser, at GPV havde, og det er allerede ved at blive indfriet gennem den igangværende transformationsproces. Det handler blandt andet om aktivt ejerskab via industri- og udviklingsmæssig knowhow samt tilførsel af den nødvendige mængde kapital, forklarer han.

I starten af 2017 købte GPV den danske EMS-virksomhed BHE i Horsens og har allerede vist en god evne til at integrere opkøb. Aktuelt kunne Schouw & Co. og GPV også forestille sig strategiske opkøbsmuligheder i Centraleuropa. Bo Lybæk uddyber:

- Vi er i dag til stede i både Asien, Nordeuropa og Americas, og vi ser et potentiale i også at være til stede i Centraleuropa. Derfor overvejer vi et opkøb af en virksomhed med eksisterende produktionskapacitet og kundemasse. Economy of scale er afgørende for en EMS-producent, og det er det også for os, når vi tænker på potentialet i Centraleuropa, slutter han.

Om GPV
GPV er en kundedrevet EMS (Electronic Manufacturing Services) partner med produktion i Danmark, Thailand og Mexico. Virksomheden leverer avancerede elektroniske løsninger og mekatronik til kunder globalt. GPV er den største EMS-leverandør i Danmark. Udover stærke kompetencer inden for elektronikproduktion har GPV ligeledes stærke kompetencer inden for avanceret mekanikproduktion samt logistik. GPV har hovedkontor i Danmark og fabrikker i Tarm og i Aars, samt i Bangkok, Thailand og Guadalajara, Mexico. Virksomheden omsætter for 1,15 mia. kr. (2017) og har ca. 1.400 medarbejdere. GPV har siden 1. april 2016 været er en del af det danske industrikonglomerat Schouw & Co.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Jens Bjerg Sørensen, adm. direktør, Schouw & Co., tlf. +45 8611 2222
  • Bo Lybæk, adm. direktør, GPV International, tlf. dir. +45 2128 8797
Del