GPV køber BHE og styrker sin position i Nordeuropa

Danske GPV køber elektronikproducenten BHE i Horsens for 42 millioner kroner. Købet understøtter Schouw & Co. ejede GPV’s ambitiøse vækstplan og konsoliderer virksomheden på det nordeuropæiske hjemmemarked. 

Danmarks største EMS-producent (Electronic Manufacturing Services) GPV overtager nu en anden dansk EMS-producent, BHE med hovedsæde i Horsens. GPV blev for et år siden købt af industrikonglomeratet Schouw & Co. i Aarhus, der igangsatte en ambitiøs vækststrategi: 

- Vi følger en ambitiøs vækststrategi, der skal løfte vores omsætning fra 850 millioner kroner (2015) til 1,5 milliarder kroner i 2020. Væksten skal komme dels fra organisk vækst, dels fra etablering af produktion i Mexico, som vi er i fuld gang med og dels fra opkøb, forklarer adm. direktør Bo Lybæk fra GPV og fortsætter: - Vi har haft en meget positiv forhandlingsproces med ejerne af BHE de seneste måneder, og alle er tilfredse med den købsaftale, der netop er blevet underskrevet. 

BHE blev etableret i 1984 og har i en årrække omsat for ca. 100 millioner kroner fortrinsvis via salg til det danske og tyske marked. Virksomheden har været ejet af Bjarne Stenberg og Poul Martin Bøtker, der har fungeret som henholdsvis bestyrelsesformand og adm. direktør. De to ejere har på det seneste overvejet deres ejerskab af virksomheden: 

- Vi har en god position i Danmark og i Nordtyskland, men er bevidste om, at hvis vi for alvor skal vækste internationalt, så skal der nye og relativt store investeringer til. Her har GPV den rette størrelse og teknologiske formåen, og det glæder os, at GPV nu skal løfte vores kunder og deres produkter videre til næste niveau, siger Poul Martin Bøtker. 

Udover produktionen i Horsens, der tæller ca. 70 medarbejdere, har BHE også produktion i Kina. Begge produktionsenheder forventes efter opkøbet at blive integreret ind i GPV’s platform: 

- BHE’s nuværende danske produktion udgør størstedelen af omsætningen, mens BHE’s kinesiske produktion udgør resten. Ved en integration af aktiviteterne opnår vi en bedre kapacitetsudnyttelse, og det er helt afgørende for, at vi kan opnå de nødvendige synergier og styrke vores konkurrencekraft, forklarer Bo Lybæk videre og Poul Martin Bøtker supplerer: - Jeg ser frem til, at være med til at sikre, at denne integration bliver rigtig succesfuld

GPV’s speciale ligger inden for produktion af mekatronik, dvs. kombinationen af elektronik og mekanik, og beskæftiger godt 1.100 medarbejdere i Danmark, Mexico og Thailand. I Danmark er mekanikproduktionen overvejende koncentreret i Tarm, mens produktionen af elektronikprodukter fortrinsvis ligger i Aars. Det er således særligt Aars-aktiviteterne, som BHE komplementerer. Alligevel er der dog ikke tale om et overlap af hverken produkter eller kunder, og derfor ser Bo Lybæk, at BHE er et godt match for GPV: 

- BHE ligger i top 5 i Danmark inden for elektronikproduktion og er kendt for produktion af mindre og mellemstore elektronikserier af høj kvalitet. BHE er særligt fokuseret inden for SMT (Surface Mount Technology), dvs. overflademontering af elektronikkomponenter på printplader, og det er netop her, at vi ser nogle vækstmuligheder i de kommende år. Derudover har BHE et godt tag i specielt det nordtyske marked, hvor vi også ser nogle gode vækstmuligheder. Ikke mindst derfor ser vi BHE som en perfekt mulighed for konsolidering på det nordeuropæiske marked, forklarer han.  

Schouw & Co. understøtter vækstrejse via aktivt ejerskab

GPV’s køb af BHE kommer mindre end et år efter, at ejerskabet af GPV overgik til det danske industrikonglomerat Schouw & Co. i Aarhus. Schouw & Co. har mulighed for hurtigt og effektivt at sætte turbo på væksten via et aktivt ejerskab og langsigtede investeringer: 

- Vi har et mål om at øge GPV’s omsætning med 75 procent i de første fem år af vores ejerskab. Det skal vi gøre både på hjemmemarkedet i Nordeuropa samt i Amerika og Asien. Væksten bliver både organisk og akkvisitivt, og vi har et meget godt billede af, hvilke investeringer der skal foretages for at nå vores mål. Her er BHE selvsagt en vigtig milepæl, forklarer adm. direktør Jens Bjerg Sørensen. 

GPV er særligt stærke inden for elektroniske og mekaniske delløsninger og færdige produkter (box-build) og producerer i alt ca. 4.500 forskellige produkter, der løbende produceres til omkring 300 kunder. Kundemassen består fortrinsvis af OEM’er inden for cleantech, instrumenter & industri, medico samt marine & forsvarsindustri, og vækstpotentialet er stort inden for flere af GPV’s og BHE’s specialområder: 

- OEM’erne er nu for alvor ved at rejse sig fra krisen og har fokus på vækst. Denne vækst skal blandt andet komme fra nogle af vores specialområder: Internet of Things og Big Data. Det er her, at OEM’erne kan skabe den eftertragtede added value, og det er her, at det giver god mening at samarbejde med EMS-producenter som GPV og BHE, slutter Jens Bjerg Sørensen.

GPV’s køb af BHE har virkning fra 1. marts 2017. Schouw & Co. offentliggør årsrapport for 2016 den 10. marts og købet af BHE vil indgå i forventningerne til 2017, som offentliggøres ved samme lejlighed. 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Adm. direktør Bo Lybæk, GPV, tlf. dir. +45 21 28 87 97
  • Adm. direktør Poul Martin Bøtker, BHE, tlf. dir. +45 76 26 11 80
  • Adm. direktør Jens Bjerg Sørensen, Schouw & Co., tlf. +45 86 11 22 22

Læs mere om GPV på www.gpv-group.com

Læs mere om BHE på www.bhe.dk

Læs mere om Schouw & Co. på www.schouw.dk

Del