GPV investerer godt 100 millioner kroner i nye kapacitetsudvidelser

Den største danske elektronikproducent GPV, der er ejet af det danske industrikonglomerat Schouw & Co., har i første halvår 2017 haft en omsætningsvækst på ikke mindre end 28 procent. Væksten kommer fra en øget efterspørgsel fra en bred vifte af eksisterende og nye kunder, og elektronikvirksomheden har henover 2017 igangsat endnu en udvidelse af kapaciteten inden for både elektronik og mekanik. GPV forventer for første gang at runde en milliard kroner i omsætning i indeværende regnskabsår.

GPV har i løbet af første halvår 2017 løftet omsætningen med 28 procent til 547 millioner kroner sammenlignet med 1. halvår 2016. Ordreindgangen fra eksisterende kunder og nye kunder har overrasket positivt, og GPV investerer i kapacitetsudvidelser i både Danmark og Thailand:

- Det går meget stærkt lige nu, og derfor har vi besluttet igen at investere i yderligere kapacitetsudvidelser kun godt et halvt år efter den seneste. Vi ser den øgede ordreindgang som en positiv udfordring, og jeg kan sige, at vi har både viljen og evnen til at følge med den øgede efterspørgsel og foretage de nødvendige investeringer i at øge kapaciteten, forklarer adm. direktør Bo Lybæk.

GPV har senest i december 2016 installeret to nye komplette SMT-produktionslinjer, og nu foretager virksomheden endnu en udvidelse med yderligere fire SMT-linjer. Udvidelsen foretages med tre nye linjer på GPV’s elektronikfabrik i Bangkok i Thailand, hvor medarbejderstaben øges fra ca. 900 medarbejdere til godt 1.000 medarbejdere, og en ny linje til prototyper i produktionen i Aars, hvor medarbejderstaben er øget med 60 medarbejdere til godt 200 medarbejdere. På GPV’s nye fabrik i Guadalajara i Mexico er der nu ca. 80 medarbejdere. Fem af de seks nye SMT-linjer er baseret på nyeste Industri 4.0-teknologi, hvor alle elementer i linjerne taler sammen og er selvregulerende:

- Investeringerne løber op i godt 110 millioner kroner og skal være med til at sikre, at vi kan levere de produkter, som kunderne i stigende grad efterspørger. Derudover vil de nye linjer bidrage positivt til at sikre, at vi kan møde både nuværende og fremtidige kvalitetskrav, fortsætter Bo Lybæk.

Foruden investeringer i elektronik har GPV netop også investeret i ny fiberlaser-teknologi og 5-aksede bearbejdningsmaskiner med robotter på fabrikkerne i både Tarm og Bangkok. Disse investeringer tilfører - ud over kapacitet - også nye kompetencer, der understøtter nye forretningsområder:

- Det er helt afgørende, at vi løbende investerer og fornyr maskinparken, så vi kan blive ved med at være blandt de allerbedste EMS’er. Derudover er automatisering et must, hvis vi fortsat skal have konkurrencedygtig produktion blandt andet i Danmark, slutter han.

Om GPV
GPV er en kundedrevet EMS (Electronic Manufacturing Services) partner med produktion i Danmark, Thailand og Mexico. Virksomheden leverer avancerede elektroniske løsninger og mekatronik til kunder globalt. GPV er den største EMS’er i Danmark. Udover stærke kompetencer inden for elektronikproduktion har GPV ligeledes stærke kompetencer inden for avanceret mekanik produktion samt logistik. GPV har hovedkontor i Danmark og fabrikker i Tarm og i Aars, samt i Bangkok, Thailand og Guadalajara, Mexico. Virksomheden omsætter for ca. 1.000 millioner kroner og har ca. 1.300 medarbejdere. GPV har siden 1. april 2016 været er en del af det danske industrikonglomerat Schouw & Co.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Bo Lybæk, CEO, GPV, tlf. dir. +45 2128 8797
  • Jens Bjerg Sørensen, adm. direktør, Schouw & Co., tlf. +45 8611 2222
Del