Fibertex Personal Care starter printproduktion i USA

Den danske nonwovens-tekstilproducent Fibertex Personal Care, der er ejet af industrikonglomeratet Schouw & Co., etablerer egen produktion i North Carolina, USA. Det sker inden for nicheområdet print direkte på nonwovens-tekstiler, hvor virksomheden er global markedsleder.

Fibertex Personal Care, der er en af verdens største producenter af spunbond-nonwovens, etablerer sig nu for første gang på amerikansk jord. Virksomheden har købt en industrigrund i Asheboro, North Carolina, som en del af en samlet investering på 10 millioner dollars.

Den nye fabrik skal koncentrere sig om print på nonwovens-tekstiler. Her har Fibertex Personal Care via sit tyske datterselskab Innowo Print en unik teknologi, hvor farver og motiver printes direkte på nonwovens-materialerne:

- De store globale producenter af bleer, hygiejnebind og inkontinensprodukter efterspørger i stigende grad print direkte på nonwovens-materialerne. I dag har størstedelen af produkterne et design-print på en tynd film. Men flere og flere af vores kunder har set de mange muligheder i at få deres design trykt direkte på nonwovens-materialerne. Vores printteknologi giver dem blandt andet muligheden for at arbejde mere med det visuelle udtryk, og det er der en række differentieringsmuligheder ved, forklarer Group CEO Mikael Staal Axelsen fra Fibertex Personal Care.

Fibertex Personal Care var i 2008 medstifter af den tyske printvirksomhed Innowo Print og overtog i 2014 det fulde ejerskab. I 2016 blev fabrikken udvidet med en 4. printproduktionslinje og samtidig blev første printproduktionslinje etableret i tilknytning til den eksisterende nonwovens-produktion i Malaysia.

Nu tager Fibertex Personal Care så næste skridt ved at etablere samme på amerikansk grund:

- Ideen er, at printproduktionen i Tyskland og Malaysia skal dække henholdsvis det europæiske og det asiatiske marked, mens den kommende fabrik i USA skal dække det nord- og sydamerikanske marked. Vi forventer positive vækstrater inden for denne niche i de kommende år, og derfor skal den amerikanske fabrik også allerede være klar til produktion i slutningen af 2018, fortsætter Mikael Staal Axelsen.

Som en vigtig del af forretningskonceptet printer Fibertex Personal Care ikke kun på deres egne produkter, men også på andre virksomheders nonwovens-produkter. Da flere af disse virksomheder er placeret i North Carolina, er dette område blevet valgt som lokation for den nye print produktion.

Differentiering og globalt mindset

Den danske nonwovens-specialist har i det hele taget haft høje vækstrater de seneste år, og i 2016 investerede virksomheden et stort trecifret millionbeløb i kapacitetsudvidelser og specialproduktion. Fibertex Personal Care har i dag produktionslinjer ved hovedsædet i Aalborg og i Malaysia. Den samlede produktionskapacitet på ca. 138.000 ton spunbond-nonwovens om året svarer til ca. 10 procent af det globale forbrug:

- Markedet for special-nonwovens er i stor vækst og vores kunder, som repræsenterer kendte globale brands, har øget fokus på differentiering. Med vores nonwovens-volumenprodukter og med vores specialkompetencer, blandt andet inden for print, står vi her stærkt som underleverandør, siger Mikael Staal Axelsen og fortsætter: - Og med fabrik i USA bliver vores kompetencer, services og kapacitet nu mere tilgængelige for vores globale kunder.

Differentiering og et globalt mindset er ifølge ejeren Schouw & Co. helt afgørende for danske industrivirksomheders succes. Og Schouw & Co. har stor erfaring i at løfte danske industrivirksomheder ud på det globale marked og i at investere langsigtet og målrettet i netop differentiering:

- Fibertex Personal Care er et skoleeksempel på, hvordan volumenproduktion med fokus på R&D kan kombineres med differentierende nicher i global skala. Vi er ikke i tvivl om, at vores unikke kompetencer inden for print på nonwovens indeholder et meget stort potentiale, og derfor tager vi nu skridtet fuldt ud, så vi dækker både det europæiske, asiatiske og amerikanske marked, siger adm. direktør Jens Bjerg Sørensen og fortsætter: - Evnen til at time investeringer i vækst og udvikling inden for de områder, der viser høje vækstrater, er noget vi har arbejdet med i mange år, og det viser sig stort set altid at være den bedste langsigtede strategi.

Med produktion i 23 lande og salg til ca. 100 lande er Schouw & Co. global aktiv, og der investeres hvert år betydelige beløb i vækst og udvikling. Schouw & Co. har aktuelt en markedsværdi på godt 18 milliarder kroner og ligger nu i top 30 over Danmarks mest værdifulde børsnoterede virksomheder.

Fibertex Personal Care havde i 2016 en omsætning på knap 1,8 milliarder kroner, og genererede et resultat af primær drift på 246 millioner kroner. Investeringen i USA ændrer ikke på forventningerne til 2017.


For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Mikael Staal Axelsen, Group CEO, Fibertex Personal Care, tlf. +45 7229 9700
  • Jens Bjerg Sørensen, adm. direktør, Schouw & Co., tlf. +45 8611 2222
Del