Fibertex Personal Care investerer i udvidelse af produktionen i Malaysia og USA

En investering på 250 millioner kroner i to produktionslinjer – en specialnonwovenslinje i Malaysia og en printlinje i USA – styrker Fibertex Personal Care-gruppens position som leverandør til hygiejneindustrien.De to produktionslinjer udvider kapaciteten med over 10% inden for hvert område og forventes at være i drift i 2. halvår 2021.

- Begge vores forretningsområder – nonwovens og print på nonwovens – oplever en stigende efterspørgsel på specialprodukter og services. Her står vi stærkt – fordi vi har en portefølje, som matcher dette. En stabil vækst på det asiatiske marked, stigende efterspørgsel på print på det amerikanske marked og en ændret markedsdynamik grundet corona gør, at tidspunktet for udvidelserne er rigtigt, forklarer Group CEO Mikael Staal Axelsen, Fibertex Personal Care.

 

Specialnonwovenslinje i Malaysia

Den øgede velstand og vækst i middelklassen i Asien betyder, at det asiatiske marked årligt vokser med ca. 10%. Denne vækst afspejles også i efterspørgslen på specialnonwovens til babybleer, hygiejnebind og inkontinensprodukter.

- Vores fokus på at kunne tilbyde kunderne en bred vifte af specialprodukter og services er fortsat en høj prioritet for vores forretning – og som førende nonwovensproducent i Asien, fortsætter vi således med at investere i øget kapacitet på vores Malaysia-fabrik, forklarer Mikael Staal Axelsen.

 

Printlinje i USA

I USA oplever virksomheden en øget efterspørgsel på print på nonwovens. Virksomheden var den første på markedet, som kunne tilbyde direkte print på ultralette nonwovensmaterialer til hygiejneindustrien, og har løbende etableret printlinjer i Tyskland, Malaysia og senest i USA. I dag er virksomheden global markedsleder inden for området.

- Opstart af printproduktion i USA for 3 år siden var en strategisk vigtig milepæl for os – og som forventet efterspørger markedet ny kapacitet. Det giver os muligheden for at indgå i endnu flere udviklingsprojekter med vores kunder – vi har kompetencen og nu også kapaciteten, siger Mikael Staal Axelsen.

 

Timing af investeringer

Fibertex Personal Care er ejet af det danske industrikonglomerat Schouw & Co.  Adm. dir. Jens Bjerg Sørensen, Schouw & Co., tilføjer:

- Evnen til at foretage investeringer inden for de områder, der har potentiale og så at gøre det på rette tidspunkt  er noget vi har arbejdet med i mange år. Fortsat investering i specialprodukter, differentiering og en global tilstedeværelse viser sig stort set altid at give de bedste resultater på den lange bane.

Investeringerne påvirker ikke forventningerne til omsætning og resultat i indeværende regnskabsår. Fibertex Personal Care forventer således uændret at realisere en omsætning i 2020 i størrelsesordenen 2,1 milliarder kroner samt et resultat (EBITDA) i intervallet 390-420 millioner kroner.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • Jens Bjerg Sørensen, Adm. direktør, Schouw & Co., tlf. +45 8611 2222
  • Mikael Staal Axelsen, Group CEO, Fibertex Personal Care, tlf. +45 7229 9722 

 

Fibertex Person Care Group

Fibertex Personal Care-gruppen er blandt verdens største producenter af spunbond/spunmelt nonwovens og print på nonwovens til hygiejneindustrien. Gruppen består af to forretningsområder Fibertex Personal Care og Innowo Print, som begge leverer råvarer til babybleer, hygiejnebind og inkontinensprodukter.

Gruppen har produktion af nonwovens i Danmark og Malaysia – og produktion af print på nonwoven i Malaysia, Tyskland og USA.  Hovedkontoret er i Danmark, og globalt har gruppen ca. 750 ansatte.

 

Schouw & Co.

Schouw & Co. er et børsnoteret industrikonglomerat, der foretager langsigtede investeringer i førende virksomheder, hvor der udøves et aktivt og udviklende ejerskab.

Med fabrikker i 30 lande og salg til mere end 100 lande er Schouw & Co.  globalt meget aktive og foretager hvert år betydelige investeringer. I 2020 forventer Schouw & Co.  en omsætning på mere end EUR 2.7 milliarder.

Del