Erik Lodberg stopper efter 45 år i HydraSpecma

Adm. direktør i HydraSpecma, Erik Lodberg, har valgt at træde tilbage efter i 45 år at have arbejdet med at opbygge en dansk industrisucces. HydraSpecma omsætter i dag for godt 2 mia. kr. og er markedsleder i Norden og i stigende grad en aktør på det globale hydraulikmarked.

HydraSpecma er en dansk erhvervssucces. Virksomheden har udviklet sig med rekordfart og rundede sidste år 2 mia. kr. i omsætning. Det skyldes ikke mindst adm. direktør Erik Lodberg, der blev ansat i virksomheden i 1974. På daværende tidspunkt var navnet Hydra-Grene med 8 ansatte og en omsætning på 5 mio. kr.

Købmandskab til fingerspidserne
Hvis man til fulde skal forstå HydraSpecmas og Erik Lodbergs DNA, så skal man starte med ordet ”købmandskab”. Her fornægter det vestjyske ophav sig ikke, og det har fra starten været de unikke erhvervsvilkår her, der har støbt fundamentet til den erhvervssucces, som HydraSpecma er blevet.

Det hele begyndte i starten af 1900-tallet hvor Chr. C. Grene havde en forretning i Jernbanegade i Skjern, der solgte varer til landbruget. I 1960’erne og 1970’erne begyndte hydraulik at fylde mere og mere i landbruget, og man så et stort potentiale i at specialisere sig inden for dette område. Det blev starten på Hydra-Grene, der blev stiftet som datterselskab i 1974.

På daværende tidspunkt var Erik Lodberg 20 år gammel og arbejdede som reservedelsekspedient hos Ford i Ringkøbing. Her havde han allerede vist sig som særdeles dygtig til at kombinere teknisk rådgivning med salg, og han blev derfor hentet ind i det nystiftede Hydra-Grene i en kombineret stilling som hydrauliktekniker og sælger.

10 år efter var antallet af medarbejdere steget til 24, og omsætningen var næsten tidoblet til 51 mio. kr. Erik Lodberg havde vist sit store værd for virksomheden og blev derfor forfremmet til kombineret teknisk chef og salgschef.

Med købet af Grene-koncernen i 1988 begyndte Schouw & Co. opbygningen af konglomeratet, og på daværende tidspunkt var Erik Lodberg forfremmet til vicedirektør. Ti år senere – nemlig i 1998 – blev han udpeget til adm. direktør for Hydra-Grene A/S.

Robotter og vindmølleindustri
Kort efter sin tiltrædelse som adm. direktør valgte Erik Lodberg at investere i en industrirobot til bearbejdningscentret i produktionen i Skjern. På daværende tidspunkt fandtes der kun nogle få industrirobotter i Danmark.

En anden stor beslutning, som Erik Lodberg tog umiddelbart efter sin tiltrædelse, var at udvikle produkter til vindmølleindustrien. Den danske vindmølleindustri var nemlig på daværende tidspunkt i hastig udvikling, og Erik Lodberg valgte i samråd med sine lederkolleger at satse massivt på dette område. Teknisk var der masser af udfordringer, men Hydra-Grene hjalp de store danske vindmølleproducenter med at finde løsninger og blev derfor en betroet samarbejdspartner.

Det svenske eventyr
Hydra-Grene har gennem alle årene haft succes med at vokse organisk. Men internationaliseringen medførte nye og større krav til Skjern-virksomheden, der var gået fra at være blandt de største i Danmark til at være blandt de mindste på den globale markedsplads. I samråd med Schouw & Co. blev det derfor besluttet at vurdere mulighederne for et større opkøb, som kunne give Hydra-Grene flere muskler.

Som sagt så gjort. I november 2015 blev købet af den svenske storebror og konkurrent Specma en realitet. Prisen var 680 mio. kr., og den kombinerede enhed HydraSpecma blev Nordens største inden for den specialiserede hydraulikteknologi med kunder i blandt andet industri-, vind-, marine- og offshoresektoren. På daværende tidspunkt omsatte Hydra-Grene for knap 600 mio. kr., mens Specma omsatte for 1,35 mia. svenske kr.

Fra reservedelsekspedient til koncernchef
Erik Lodberg er om nogen arkitekten bag den erhvervssucces, som HydraSpecma er i dag. Han startede nederst i hierarkiet og blev qua hårdt arbejde en ydmyg, empatisk og tillidsfuld personlighed samt en aldeles unik tæft for købmandskab selvskreven øverste chef. Hvis man spørger ham selv, har han aldrig ønsket eller stræbt efter at blive den øverste chef. Det har blot været en naturlig udvikling, og Erik Lodberg siger ikke nej, når virksomheden beder ham steppe op.

Han har engageret sig i mennesker både inden for og uden for virksomheden og har lagt et stort arbejde i udvikling af det lokale erhvervsliv i Ringkøbing-Skjern kommune.

Erik Lodberg har ikke en lang universitetsuddannelse eller en ukritisk tiltro til regneark. Han har en gudsbenådet evne til at være en hybrid mellem teknik og salg, og han er højt respekteret både internt og eksternt hos kunder, leverandører, samarbejdspartnere og konkurrenter. Han har som 66-årig selv valgt at stoppe som topchef til udgangen af 2019, men fortsætter dog som bestyrelsesmedlem i HydraSpecma.

Erfarne kræfter skal fortsætte i samme spor
Generationsskiftet er velplanlagt og den naturlige arvtager er Morten Kjær, der i 2013 blev ansat som forretningsudviklingschef, og som spillede en afgørende rolle i købet af Specma. Morten Kjær har en lang international karriere bag sig og er i dag bosiddende i Göteborg som adm. direktør for det svenske ben i HydraSpecma. Morten Kjær er som sin mentor født og opvokset i Ringkøbing-Skjernområdet og vender i slutningen af 2020 tilbage til Skjern, hvor HydraSpecmas hovedsæde fortsat skal ligge. Lederkollegaen Henrik Sillesen fortsætter som direktør for den oprindelige forretning og sammen udgør de direktionen i HydraSpecma.

Strategien er en fortsat udbygning af HydraSpecma som en nordisk markedsleder og global aktør inden for hydrauliske komponenter og systemer til industrien og eftermarkedet. HydraSpecma har i dag egne
virksomheder i Danmark, Sverige, Finland, Polen, England, Kina, Indien, Brasilien og USA.

HydraSpecma forventer i 2019 at realisere en omsætning i størrelsesordenen 2,1 mia. kr. og en indtjening (EBITDA) i intervallet 210-220 mio. kr. Det er således en særdeles velsmurt maskine, som Erik Lodberg overdrager til sine betroede lederkolleger Morten Kjær og Henrik Sillesen.

 

Foto: Morten Kjær afløser Erik Lodberg (tv) som CEO for HydraSpecma.

Del