Borg Automotive udvider med ny fabrik i Polen

Stigende efterspørgsel efter refabrikerede reservedele til biler får nu danske Borg Automotive til at etablere en ny fabrik i Polen. 

Det europæiske marked for refabrikation af reservedele til biler vokser i disse år med ca. syv procent om året. Danske Borg Automotive, der er ejet af det danske industrikonglomerat Schouw & Co. i Aarhus, står i centrum af dette marked som Europas største uafhængige refabrikationsvirksomhed: 

- Markedet for refabrikation er i markant vækst. Det gælder en lang række brancher, hvor man har fået øjnene op for værdien af cirkulær økonomi. Det er bygget på principper om bæredygtighed, og det er samtidig samfundsøkonomisk fornuftigt, forklarer CEO Kim Kruse Andersen fra Borg Automotive og fortsætter: - Vi har været en del af denne udvikling i en årrække som leverandør af refabrikerede reservedele til biler. Her ser vi ind i en fremtid, hvor antallet af biler på vejene stiger, og hvor bilerne i gennemsnit kører flere og flere kilometer. Bilerne skal alle serviceres, og det medfører en stigende anerkendelse af nødvendigheden af refabrikerede reserveredele.  

Borg Automotive har i dag selskaber i Danmark, Belgien, England og Polen, hvor der blandt andet produceres startere, generatorer, bremsekalibre, aircondition-kompressorer, EGR-ventiler, styretøjer og pumper. Den stigende efterspørgsel efter disse refabrikerede produkter får nu virksomheden til at etablere en helt ny fabrik sydøst for Warszawa i byen Lublin: 

- Kapaciteten på vores nuværende fabrik i Polen er stort set fuldt udnyttet. Vi arbejder med 15 måneders forecasts, og det ser ud til, at den nuværende kapacitet er opbrugt i 2019. Derfor har vi i et stykke tid arbejdet med en plan for at udvide kapaciteten, og det er den, som vi nu aktiverer, fortsætter han. 

Den nuværende fabrik i Polen beskæftiger ca. 1.300 medarbejdere og ligger i Zduńska Wola sydvest for Łódź i den centrale del af Polen. Her har Borg Automotive rent fysisk ikke mulighed for at udvide, og samtidig har området noget nær fuld beskæftigelse. Derfor er Lublin, der er Polens 9. største by, mere velegnet med gode fremtidige udvidelsesmuligheder:

- Vi er meget tilfredse med vores polske fabriks performance. De polske medarbejdere er dygtige og effektive, og lønniveauet i Polen ligger stadigvæk en del under det meste af Vesteuropa. Vi kender landet og mulighederne, og derfor er det naturligt, at det er her, vi skal udvide, pointerer Kim Kruse Andersen og fortsætter: - Vi er dog nødt til at sprede vores risici, så vi ikke kommer til at stå med en ny fabrik uden medarbejdere.  

Borg Automotive etablerer sig i erhvervslokaler i Lublin, hvor der tidligere har været produktion, og herved forkortes godkendelsestiden hos de polske myndigheder. Det betyder, at den nye fabrik kan være i drift allerede i første kvartal 2019 – i første omgang med ca. 50 medarbejdere, og ifølge adm. direktør Jens Bjerg Sørensen fra Schouw & Co. er det særdeles glædeligt, at der nu er behov for at ekspandere: 

- Refabrikation generelt og refabrikation af reservedele til biler i særdeleshed rummer et stort potentiale. Derfor skal vi som ejere understøtte væksten i Borg Automotive ved at handle hurtigt og resolut, inden vores nuværende kapacitet er opbrugt, forklarer han og fortsætter: - Vi vil gerne investere i både organisk vækst og vækst via opkøb, og derfor har det været en meget let beslutning i samråd med Borg Automotive at igangsætte investeringen i en ny fabrik.  

Schouw & Co. har været ejer af Borg Automotive siden første halvdel af 2017. Virksomheden omsatte sidste år for godt 700 millioner kroner. I år forventes omsætningen at runde en milliard kroner.

Om Borg Automotive

Borg Automotive er Europas største uafhængige refabrikationsvirksomhed og beskæftiger sig med produktion, salg og distribution af refabrikerede autoreservedele til det europæiske marked. Borg Automotive afsætter produkterne under tre forskellige brands: Lucas, Elstock og DRI, hvoraf Elstock og DRI er virksomhedens egne brands. De primære produkter er startere, generatorer, bremsekalibre, aircondition-kompressorer, EGR-ventiler, styretøjer og pumper. Borg Automotive har hovedkontor i Silkeborg og produktion i Polen og England samt et udviklingscenter og salgsselskab i Belgien. 

Borg Automotive er ejet af Schouw & Co. og omsatte i 2017 for 709 millioner kroner. I 2018 forventes omsætningen at runde en milliard kroner.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Del