Borg Automotive starter globalt crowd-initiativ til fremme af cirkulær økonomi

Refabrikation af reservedele til biler er en industri, der i Europa vokser mere end 7% om året. Danske Borg Automotive er førende i Europa og vil nu løfte branchen et skridt videre via et nyt globalt crowd-initiativ.

Borg Automotive, der er ejet af det danske industrikonglomerat Schouw & Co. i Aarhus, er Europas største uafhængige refabrikationsvirksomhed. Specialet er produktion, salg og distribution af refabrikerede autoreservedele til det europæiske marked - herunder startere, generatorer, bremsekalibre, aircondition-kompressorer, EGR-ventiler, styretøjer og pumper. Borg Automotive har hovedsæde i Silkeborg og produktion i Polen og England samt et udviklings- og salgsselskab i Belgien. 

I dag er alle nyere biler udstyret med en central computer, som i stigende grad styrer alle bilens komponenter. Mekanik og elektronik er smeltet sammen til, hvad der kaldes mechatronic. Dette udgør i stigende grad en udfordring for den cirkulære økonomi, idet både tidsanvendelsen og kompleksiteten ved at gennemføre ”reverse engineering” succesfuldt er steget dramatisk. Det skal et nyt globalt crowd-inspireret mechatronik-forum imødekomme:

- Vi søsætter nu en helt ny digital platform, der skal være åben for hele branchen med henblik på at løfte refabrikationen ind i den digitale tidsalder, forklarer CEO Kim Kruse Andersen fra Borg Automotive og fortsætter:

- Den viden, branchen har brug for, findes allerede. Over hele verden sidder der mechatronik-specialister, og det nye crowd-inspirerede initiativ skal netop være katalysator for at gøre denne viden tilgængelig for alle og støtte den cirkulære økonomi.

 

Borg Mechatronics Forum

Borg Automotive kalder den ny platform ”Borg Mechatronics Forum” med undertitlen ”Mechatronics Re-Engineering and Industrial Know-How”, og det hele søsættes i uge 37 på Automechanika i Frankfurt, der er verdens største automobilservicemesse. 

På denne handelsplatform kan både private, universiteter og det kommercielle marked byde ind med både løsninger og forespørgsler på konkrete opgaver.

- Vi har designet de digitale værktøjer, så de fremmer udveksling af viden mest muligt. Vi stiller platformen gratis til rådighed for både udbydere og efterspørgere og håber således, at vi allerede i denne uge får et stort kick-off og en masse brugere i gang, pointerer Kim Kruse Andersen videre.

 

Borg vil indfri et enormt potentiale

Kim Kruse Andersen siger supplerende, at potentialet for en udbygning af den cirkulære økonomi inden for autobranchen er enormt. Borg Automotive har selv en ambition om at kunne dække behovet inden for de førnævnte produktgrupper hos 90% af de ca. 265 millioner biler, der er under 25 år gamle, og som kører rundt på vejene i de 22 europæiske lande, som virksomheden dækker.

Borg Automotive har desuden indledt samarbejder med flere tekniske universiteter i Europa om netop videndeling inden for refabrikation af mechatronik til biler. Også denne viden kan gøres tilgængelig via portalen.

 

Om Borg Automotive

Borg Automotive er Europas største uafhængige refabrikationsvirksomhed og beskæftiger sig med produktion, salg og distribution af refabrikerede autoreservedele til det europæiske marked. Borg Automotive afsætter produkterne under tre forskellige brands: Lucas, Elstock og DRI, hvoraf Elstock og DRI er virksomhedens egne brands. De primære produkter er startere, generatorer, bremsekalibre, aircondition-kompressorer, EGR-ventiler, styretøjer og pumper. Borg Automotive har hovedkontor i Silkeborg og produktion i Polen og England samt et udviklingscenter og salgsselskab i Belgien.

Borg Automotive er ejet af Schouw & Co. og omsatte i 2017 for 709 millioner kroner. I 2018 forventes omsætningen at runde en milliard kroner. ”Borg Mechatronics Forum” kan besøges på www.borgmechatronicsforum.com.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

  • CEO Kim Kruse Andersen, Borg Automotive, mobil +45 2440 7430 og kand@dk.borgautomotive.com
  • Adm. direktør Jens Bjerg Sørensen, Schouw & Co., tlf. +45 8611 2222

 

Læs mere om Schouw & Co. på www.schouw.dk

Læs mere om Borg Automotive på www.borgautomotive.com

Del